Appetit på entreprenørskab og arbejdsløse akademikere

Anna Nyboe begyndte at abonnere på Børsen i en alder af kun 13 år og har ikke set sig tilbage siden. I dag er hun nomineret til ’Ivækstprisen’ på baggrund af hendes egen virksomhed, ’Annaway’.

Vejen til succes er belagt med mod og kampvilje
Den unge iværksætter holder sammen med andre idérige unge til på Copenhagen School of Entrepreneurship overfor Kilen. Her summer det af nye ideer, ambitioner og ikke mindst mod. Et karaktertræk, der af Anna Nyboe selv kan betegnes som hovedingrediensen for succes.

Mod er nemlig et af nøgleordene bag ’Annaway’, der har til formål at hjælpe unge akademikere med at finde et job via et 12-ugers kurser. Kurserne skal give et realistisk billede af jobmarkedet, hvor der er brug for dristighed for at blive set.

– Erhverslivet er ikke pænt. Derfor må man kæmpe og overskride nogle grænser for at slå igennem, siger HD(O)-selvstuderende Anna Nyboe, der har selv har brugt en provokativ metode i hendes korte karriere.

Det er generelt selverhvervede erfaringer, der er fundamentet for konceptet bag foretagendet. Umiddelbart kan det jo lyde som en joke, at erfaringer fra en 21-årig pige skulle have nogen relevans for jobsøgende, men man skal ikke skue hunden på hårene.

Anti-Jantelovserfaring giver inspiration til jobsøgningen
Forretningsinteressen begyndte som beskrevet at gro tidligt, da en meget ung Anna Nyboe uopfordret begyndte at abonnere på Børsen. Når man så er også udstyret med et par solide ben i næsen, giver det hurtigt resultater.

Et eksempel herpå er Anna Nyboes vej ind i ejendomsbranchen. Som 18-årig opdagede hun, at hun ville arbejde med ejendomme – en branche der ikke ligefrem bugner med jobs til uerfarne 18-årige.

Så sagen måtte tages i egen hånd. Hun kontaktede 47 ejendomsmæglerfirmaer for at få en plads, ’pitchede’ sig selv og endte med at blive tilbudt ikke mindre end 5 jobs – som 18-årig. Hermed var begrebet ’Annaway’ født: ideen om at skabe sit eget job ved at være fandenivoldsk og fortælle arbejdsgiverne om sin egen værdi.

– Det her er noget, jeg selv har gjort. Det er den anti-jantelov, jeg praktiserer, som mange gerne vil i nærheden af, siger Anna Nyboe, der mener, at det er den attitude, der gør kurset relevant.

Ofre er nødvendige – og ikke til diskussion
Transformationen fra idé til realisering kommer ikke af sig selv, men kræver arbejde. Navnligt når en HB(O) på selvstudier skal klares sideløbende samtidig med, at man skal have tid til at trække vejret og måske også få lov til at være 21.

Selv siger Anna Nyboe, at 80 procent af gangene hun går på fredagsbar er det i forretningsøjemed, og det er ikke kun øldrikkeriet, der har måttet vige for ambitionerne. Venner og familie har også måttet finde sig i at blive rangeret nummer 2 i travle tider.

– I mit perspektiv har de her ting ikke været ofringer, det har tværtimod været et enormt tilvalg. Det er det her, der driver mig, fortæller Anna Nyboe og påpeger, at viljen til at løbe efter guleroden er kommet indefra.

Derfor har der heller aldrig været tvivl om, hvorvidt det nu var det hele værd.

Nye standarder skal ikke begrænses til hjemlige egne
På linje med den attitude, der indtil nu har fået hjulene til at spinne, sætter kurset ligeledes nye standarder indenfor beskæftigelsessektoren selv. En taktik, der skal tage programmet udover de danske grænser.

Kurset er baseret på ’no cure, no pay’ konceptet. Det vil sige, at prisen på kurset er afhængigt af, hvad startlønnen på det nye job er – og at man overhovedet får et job. Den metode er hidtil uset indenfor branchen.

Nytænkning indenfor feltet og ’ung erfaring’ har indtil videre kastet en nominering af sig i form af ’Ivækstprisen’ samt en selvejet virksomhed. Ambitionerne rækker dog længere end det – nu er det nemlig arbejdsløse i Tyskland og Sverige, der skal lære at give arbejdsmarkedet kamp til stregen.

Af Karoline Toft-Petersen, CBS